Gå til hovedindhold

Væk med dårlig samvittighed

Sådan får du fisk til aftensmad på 20 minutter

Pangasius med broccoli og rød peber

Mange familier har dårlig samvittighed over, at de ikke spiser nok fisk. Vi ved godt, at det er sundt. Vi ved bare ikke, hvordan vi tilbereder fisk og tænker, at det svært, bøvlet og dyrt. Men dét er der råd for. Fisk er tit på tilbud, og der er masser af retter, som kan laves på 20 minutter eller derunder.

Ny analyse viser, at kun 17 procent af danskerne spiser fisk to gange om ugen til aftensmad. Hver 3. familie ville gerne spise mere fisk til aftensmad, hvis de kendte flere nemme fiskeretter. Og hvis de ikke oplevede, at fisk er dyr aftensmad.

Mad tilberedt på 20 minutter

Ofte griber familierne til de gammelkendte ’travere’ med frikadeller, kylling og hakkebøf. Især fordi hverdagen er travl. Men fisk er faktisk langt hurtigere at tilberede end det meste kød – og så er det aldrig hårdt eller sejt. Hver fjerde dansker mener, at de vil spise mere fisk, hvis de kender retter, der tager under 20 minutter. 
Glyngøre, der står bag en populær nyskabelse på fiskefronten, NemFisk-saucerne, har taget udfordringen op sammen med blandt andet hele Danmarks husmor, Ann-Alicia Illskov, og en række bloggere. De har skabt 20 fiskeretter, der kan laves på 20 minutter. Alle opskrifter kan findes på Glyngoere.dk 

Fisk – helt uden ben

 ”Fisk er faktisk super nemt. Og i dag sælges det meste fisk helt uden ben. Køb fisk som er klar til tilberedning.  De fleste supermarkeder har både friske fileter af laks, torsk, rødspætter og fiskefars og meget andet i disken”, fortæller kampagneleder for Fisk 2 gange om ugen, Lone Marie Eriksen. Og hun véd, at supermarkedet er vigtigt, for 77 procent af danskerne køber vores fisk i supermarkedet.
Mange oplever at fisk er dyrt. Men køb de fisk, som er i sæson, vælg hverdagsvarianter og tjek ugens tilbud på Tilbudsugen.dk. For så er fisk ikke dyrere end kød.

Utroligt nemt

For de fleste handler problemet med at få fisk også om opskrifter. ”Rigtig mange har 10-20 retter med kød fra kylling, gris og ko på den ’indre opslagstavle’. Nu har vi lavet nogle ultranemme opskrifter, så der kan komme retter med fisk på ’opslagstavlen”, siger Ann-Alicia Illskov, og giver et eksempel: ”Et par dåser tun, en NemFisk Dildsauce, frosne majs og ærter samt pasta er alt der behøves til et godt måltid. Det er nemt og billigt, og ungerne elsker det”. Og fra samme skuffe af virkelig lette opskrifter foreslår Ann-Alicia: ”Lakse-fileter i NemFisk Citronsauce, små kogte kartofler, en mango, lidt hasselnødder og et drys persille”. 
Og 2/3-dele af danskerne mener, at et måltid stadig er hjemmelavet selvom man spæder til med en færdiglavet sauce. Så det er bare om at komme i gang. 20 minutter er alt, der behøves for at få god sund aftensmad med fisk.

 

Kilder til ovenstående tal findes i faktaarket til højre.

For yderligere information kontakt venligst: Maria Gamarra, tlf. 3026 0308 eller e-mail mg@essencius.dk

Fakta

Fakta om fisk

  • Fisk er sund mad med et højt indhold af vigtige næringsstoffer. Fisk er særligt rige på D-vitamin, jod og selen. Desuden indeholder især de fede fiskearter sunde fiskeolier – de såkaldte omega-3 fedtsyrer.  
  • Nyeste tal  fra Danskernes Kostvaner 2011-2013 viser, at forbrugere over 18 år i gennemsnit spiser 259 gram fisk om ugen, og at indtaget har været stigende år for år.
    • 259 g fisk om ugen (2013)
    • 154 g fisk om ugen (2008)

Kilde: DTU Fødevareinstituttet

Kostråd fra Fødevarestyrelsen

  • I alt skal du gerne have 350 gram fisk om ugen. Heraf ca. 200 gram fed fisk som fx. laks, ørred, makrel og sild.
  • Alle former for fisk tæller med, også fiskefrikadeller, frossen fisk, fisk på dåse som torskerogn, tun og makrel samt skaldyr som rejer og muslinger.

Kilde: Altomkost.dk 121015

Danske familier om fisk

  • Hjemmelavet = god samvittighed.
    • 77 % af børnefamilierne har bedre samvittighed over for familien, når de serverer hjemmelavet mad.
  •  Mere fisk, tak! 
    • Mere end hver 3. familie ville spise mere fisk til aftensmad, hvis de kendte flere nemme fiskeopskrifter
  •  Lidt snyd er OK!
    • 65 % synes, at et måltid er hjemmelavet, også når sovs eller tilbehør købes delvist tilberedt.
  •  Giv tid! 
    • Hver 4. voksne ønsker inspiration til at spare tid på tilberedelse af aftensmad.

Kilde: Analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1029 CAWI-interview med danskere i alderen 20-55 år, i januar 2014

  • Opskrifter, tak!    
    • Hver fjerde, 26 %, ville servere mere fisk, hvis de kendte flere opskrifter med fisk, der kan laves hurtigt fx på 20 minutter, og 14 % mener, det ville hjælpe med flere opskrifter i forretningerne. 19 % mener ikke rigtig, der er noget, som vil hjælpe.
    • 17 % spiser fisk til aftensmad to gange om ugen.

Kilde: Analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1014 CAWI-interview med danskere i alderen 18-74 år, i august 2015