Gå til hovedindhold

Børs- og pressemeddelelse

Volumendrevet vækst i Orkla

Orklas driftsresultat (EBIT adj.) er øget med 10 % og endte på NOK 725 mio. i 1. kvartal 2015. 

Mærkevarevirksomheden havde et driftsresultat på NOK 769 mio. kroner, og dette var en fremgang på 11 % fra 1. kvartal 2014.

 

Orklas driftsindtægter steg til NOK 7.541 mio. i 1. kvartal, mod NOK 7.013 mio. i 1. kvartal 2014. Mærkevarevirksomheden havde organisk vækst på 4,3 %. Der var salgsvækst i samtlige forretningsområder, også justeret for positive Påskeeffekter.

 

Salgsvæksten i kvartalet var hovedsageligt volumendrevet. Der var flere store nylanceringer, deriblandt AquaDerma hudplejeserie fra Lilleborg, Big Cut chips fra Orkla Confectionery & Snacks og Pastella Grønsagspasta fra Orkla Foods Danmark. Orkla øgede sine reklameinvesteringer i kvartalet.

 

Svag udvikling i den norske og svenske krone medførte øgede indkøbsomkostninger for de norske og svenske virksomheder.

 

- Jeg er tilfreds med kvartalet. Vi oplevede volumendrevet vækst i mærkevareområdet. Alle forretnings­områderne havde fremgang i krævende markeder præget af stærk international konkurrence. Orkla havde også en bredt funderet resultatvækst i årets første kvartal. Vi har haft fokus på drift, og vores forskellige omkostningsprogrammer bidrog positivt, siger Orklas koncernchef Peter A. Ruzicka.

 

I kvartalet har Orkla indgået aftale om køb af det svenske mærkevareselskab Cederroth, som er en af Nordens ledende leverandører inden for personlig pleje, sundhed, sårpleje og vaskemidler. Aftalen er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse. Konkurrencemyndighederne har godkendt købet af Nordic Partner Foods i Letland. Med dette køb vil Orkla fordoble sin omsætning i Baltikum. Orkla har også annonceret en aftale om køb af det tyske salgs- og distributionsselskab Eisunion, som vil styrke Orkla Food Ingredients’ position som en ledende leverandør af flødeisingredienser. 27. april indgik Orkla aftale med PepsiCo om at blive hovedsamarbejdspartner for salg af PepsiCo’s juice, morgenmad og snacksprodukter i Norden.

 

Resultat fra tilknyttede og fælleskontrollerede selskaber (hovedsagelig Sapa, Jotun og Gränges) var NOK 238 mio. i 1. kvartal, mod NOK 55 mio. i samme kvartal i 2014. Omkostningssynergier og god efterspørgsel efter ekstruderede aluminiumprodukter i Nord-Amerika bidrog til god resultatfremgang for Sapa. Jotun leverede historisk høj omsætning og driftsresultat i 1. kvartal 2015. Salget af skibsmaling steg sammenlignet med samme periode sidste år. Det samme gjorde salget af dekorativ maling i Skandinavien, Mellemøsten og Asien.

 

Hydro Power og Orkla Ejendom havde samlet en lille fremgang i kvartalet. Markedsværdien af koncernens aktier og finansielle ejendele var ved udgangen af marts NOK 691 mio.

 

Orklas resultat før skat øgedes med 37 % og endte på NOK 795 mio.

 

 

Orkla ASA

Oslo, 7. maj 2015

 

 

Ref.:
Koncerndirektør Kommunikation og Corporate Affairs
Håkon Mageli
Mobil +47 928 45 828

 

Direktør Investor Relations

Rune Helland

Mobil +47 977 13 250

 

Excel-ark med nøgletal er tilgængelig på www.orkla.no